Denne blog er et fritidsprojekt, der udspringer af min interesse for bagning og gastronomi generelt. Navnet – Nordiske Brød – er valgt, fordi det nye nordiske køkken i særdeleshed har fanget min interesse og er en inspiration for mig. – Hvorfor f.eks. spise ris, som er importeret fra Asien eller Sydamerika, når vi kan spise spelt, byg eller rug, som er dyrket meget tættere på, hvor vi bor.

Den gastronomiske undforskning af vores “nærområde”, som egentlig bygger på “Det ny nordiske køkkens manifest” – som udformet af bl.a. Claus Meyer, Erwin Lauterbach, Ejvind Hellstrøm, Mathias Dahlgren m.fl. – tiltaler mig i høj grad. Mange af opslagene på denne blog vil – mere eller mindre eksplicit – være gennemsyret af idéen om et nyt nordisk køkken, og råvarer, teknikker, opskrifter osv. vil tage udgangspunkt i og være inspireret af det nye nordiske køkken.

Manifestet:

Her følger et uddrag af “Det ny nordiske køkkens manifest”:

Det ny nordiske køkken skal:
1. Udtrykke den renhed, friskhed, enkelhed og etik, som vi gerne vil forbinde med vores region
2. Afspejle de skiftende årstider i sine måltider
3. Bygge på råvarer, som bliver særligt fremragende i vores klimaer, landskaber og vande
4. Forene kravet om velsmag med moderne viden om sundhed og velvære
5. Fremme de nordiske produkters og producenters mangfoldighed og udbrede kendskabet til kulturerne bag dem
6. Fremme dyrenes trivsel og en bæredygtig produktion i havet og i de dyrkede og vilde landskaber
7. Udvikle nye anvendelser af traditionelle nordiske fødevarer
8. Forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra
9. Kombinere lokal selvforsyning med regional udveksling af varer af høj kvalitet

(Kolle, Mørk, & Grunert, 2014)

 


Kilder:

Kolle, S., Mørk, T., & Grunert, K. G. (november 2014). Aaruhus Universitet. Hentet fra http://pure.au.dk/portal/files/84399787/DCArapport49.pdf

Advertisements